Små ord (1984)

SMÅ ORD

 

Main Menu   
Writing   
Aphorisms   
 
Konfetti   
Reflexer   
Bemærkninger   
Notater   
Mannakorn   
Soya   
Små ord   





 

Forord

          

Notater blev alligevel ikke, som bebudet, min sidste aforismesamling. Forlæggeren glædede sig for tidligt. Modtagelsen var god, salget dårligt. Aforismer er i Danmark stadig en miskendt, nærmest diskrimineret genre, som hverken bogforlag, blade eller biblioteker interesserer sig synderligt for.

Ikke destomindre fremturer jeg nu med en ny samling, som jeg beskedent kalder små ord, men er ubeskeden nok til at mene rummer større perspektiver. Nogle vil måske finde de små ord banale, men de fleste sandheder er vist banale. Til gengæld er de formulerede kort og knapt og klart, berøvet al unødig pynt, udfra parolen: Det som ikke siges kort siges slet ikke.

Når samlingen er forsynet med et latinsk motto, er det ikke for at vigte mig med en lærdom, jeg ikke har (mine latinske kundskaber er mildest talt mangelfulde), men fordi "Multum in parvo", dvs. "Meget i lidt", forekommer mig at sige noget væsentligt om aforismens karakter og passe som skræddersyet til denne lille samling strøtanker.

Måtte læserne ikke være altfor uenige med

        Alf Hjorth-Moritzsen



Små ord 1:

*  
Aforismer er vore erfaringers ekko.
En aforisme må gerne være som bien: ladet med honning, men også forsynet 
    med brod.
En aforisme, der behøver belærende forklaringer, er ingen aforisme.
Vore oplevelser udkrystaliserer sig som aforismer, lioesom stoffet udskilles af en
    mættet opløsning.
At en bemærkning passer, gør den ofte upassende.
Det er ikke opgaven at pakke sandheden ind. Opgaven er at pakke den ud!
Skal humor tages alvorligt, er det ingen spøg.
Intet er så alvorligt, at det ikke kan udtrykkes med et smil.
Humor er evnen til at smile - også når det begynder at blive alvorligt.
At vide mere er at leve mere.
Det er trods alt bedre ikke at kunne nå alt det, man gerne vil, end ingenting at 
    ville nå.
Ingen kan være for stor til at vise venlighed - men nogle er tilsyneladende for små.
At rose uden grund er som at være gavmild med falske penge.
Man bør tvivle for ikke at komme til at tro noget forkert.
Den, der vågnede en morgen og var berømt, har næppe sovet ret meget.
Bare man har tilstrækkelig lidt tid, når man det utrolige.
Jo mere man ved, desto større blir ens tvivl.
Små gaver er altid bedre end store løfter.
Man gør klogt i at vaske sine fingre, før man peger på andres fejl.
Det er klogt at lære af andres dumheder. Man kan alligevel ikke overkomme at
    begå dem allesammen selv.
Hellere komme galt af sted end slet ikke komme afsted.
For små mennesker findes ingen store.
Det tar lang tid at skrive kort.
 

Små ord 2:

*  
Livet er en gave, som det gælder om at pakke ud.
Ensomhed er vel omtrent det eneste, man ikke kan dele med andre.
En egoist er en, der interesserer sig mere for sig selv end for mig.
Enhver idiot kan se vanskelighederne. Opgaven er at overvinde dem.
Vær dig selv og respekter, at andre osse er det!
Vær en ven, hvis du vil bevare dine venner!
Kærlighed er som en magnet. Man må være hårdere end jern for at kunne 
    modstå den.
Hvis man ikke tør håbe, elsker man ikke.
Kvindernes ligestilling og kvindernes liggestilling bør ikke forvexles.
Man kan godt være en gås i dameøjne uden at være en dame i gåseøjne.
Tidligere udsatte man uønskede børn. Nu udsætter man dem.
Som regel blir en mand svag, når en yndig kvinde fortæller ham, hvor stærk 
    han er.
Hvis to mennesker er fuldt ud tilfredse med hinanden, må der være noget galt.
Blufærdighed er noget, mænd bilder sig ind, at kvinder er i besiddelse af.
Gammel kærlighed ruster ofte.
Ingen kærlighed er så trofast som egenkærligheden.
Nogle forvexler frivillig moderskab med frivillig morskab.
Kødets lyst kan i længden ikke undvære sindets samtykke.
Det ville være bekvemmest, om man kunne nøjes med at falde i kvindernes 
    arme uden at falde i deres hænder.
Betragt hellere strax halve tilsagn som hele afslag - så blir du ikke skuffet.
Lykken er ikke en station på vejen, men en måde at færdes på.
Før daggry ser det mørkest ud.
Vær god mod den, du elsker!
 

Små ord 3:  
*   Demokrati er enighed om, at man skal have lov til at være uenige.
Demokrati tar tid. Det må vi indstille os på, hvis vi ønsker det.
Demokrati er diskusssion!
Fællesskab forudsætter forskelle.
Underligt nok føler man altid mest trang til at slappe af, når man har mindst tid til
    det.
Nu og da er det nødvendigt at le for ikke at komme til at græde.
Det kan være vanskeligt at holde mund, når man ikke har noget at sige.
Der er to slags mennesker: Dem der vil dø for en sag, og dem der vil leve for den.
At være alene er ikke det samme som at være ensom.
Det er tåbeligt at sige mere end man ved, klogt at vide mere end man siger.
Jo svagere argumentation, desto kraftigere artikulation!
Den der ikke forstår spøg, skal man betænke sig på at betro noget alvorligt.
Den der finder sig i uret forbereder sin egen undergang.
At vi har medlidenhed med os selv udelukker ikke, at der kan være grund til det.
Adskillige mennesker vil være noget de ikke er, endnu flere er noget de ikke vil
    være.
Ikke alle æsler går på fire!
Det er slet ikke flovt at indrømme, man har taget fejl. Derved erkender man jo blot,
    at man er blevet klogere, end man var.
Trods alt er det bedre at komme for tidligt til et selskab end at forlade det for sent.
Min tante talte aldrig ondt om nogen - hun talte kun om sig selv.
Tåbelighed synes at være menneskehedens normale livsudfoldelse.
Måske er almindelig sund fornuft slet ikke så almindelig, som man gerne vil tro.
Man lærer bedst at tænke sig om ved ikke at gøre det.
Kun skattevæsenet overvurderer os!
 

Små ord 4:
*
  Det er klogt at gøre tingene, før man er nødt til at gøre dem.
Lykken er at lave det man har lyst til.
Når man mener, at man er beskeden, er man det ikke.
Heldigvis er de populære slagere ikke populære så længe ad gangen.
Det er nok klogt at tænke over, hvad man skal sige, inden man fortryder at have
   sagt det.
Selv en vegetar behøver ikke at spille Kong Gulerod.
Man begyndte at ryge for at synes voxen. Man bør holde op, når man er blevet det.
Det korteste svar, ja eller nej, kræver ofte den længste eftertanke.
Det er naturligvis lettere at bygge luftkasteller end at bygge i virkeligheden.
Frihed er retten til at vælge sine lænker.
Den der bor på solsiden risikerer at blive skoldet.
Vis mig din bogreol og jeg skal sige dig hvem du er.
*  "Bøgernes bog" er sikkert ikke Bibelen, men sparekassebogen.
Der er ikke så få fornøjelser, som det er en fornøjelse at give afkald på.
Sålænge der er liv er der håb. Og sålænge der er håb er der liv.
Ikke alle "gode hensigter" er gode.
Det er ofte den vildfarne, som finder nye veje.
Kundskab og påståelighed er som regel omvendt proportionale.
Paradoxalt nok er vist de fleste dagbøger skrevet om natten.
Det er nyttigere at udføre de små gerninger end at planlægge de store bedrifter.
Det er bedre at spørge og synes dum, end ikke at spørge og være det.
Lad de små ting være små!
En aforist bør ikke blot stoppe for at tænke, men også tænke på at stoppe.
 

Aforismer skal plukkes som bær, ikke spises som frugtgrød.

Mikal Rode

 

Det er kun små ånder, som skammer sig over at låne sandheter.

Lessing

 

Det er bedre at tænde et lille lys, end at forbande mørket.

 

Multum in parvo
(Meget i lidt)

 

Kunsten at skrive, består i at slette ut.