Main Menu   
Writing   
Aphorisms   

Konfetti   
Reflexer   
Bemærkninger   
Notater   
Mannakorn   
Soya   
Små ord   

På Soyas 80-årsdag udnævnte Selskabet Aforismens Venner ham til sit første æresmedlem.  Som Selskabets formand og gammel "Soya-fusker" faldt det i min lod at motivere udnævnelsen ved receptionen i Dansk Forfatterforening.

Politikens referent fandt talen "lang og derfor uaforistisk". Andre fandt den god og træffende. På opfordring trykkes den nu i anledning af Soyas 85-årsdag. Så kan enhver selv dømme.

Soyas små, lune bemærkninger under talen er vedføjede i firkantede paranteser som et lille krydderi.

Alf Hjorth-Moritzsen

Kære Soya.

På vegne af Selskabet Aforismens Venner skal jeg sige et par ord til og om Dem og specielt om Deres afroistiske forfatterskab. Ikke fordi De blir 80 - det blir vi allesammen, hvis vi sørger for at leve længe nok - men fordi De gennem snart et halvt århundrede har været en aforismens ven, omend ikke rigtig i teori, så dog i praxis [Soya: ja!].

Under den fixe og rummelige titel "Indfald og Udfald" begyndte De allerede i 1929 at offentliggøre aforismer rundt om i de uge- og dagblade, De dengang var knyttet til. Deres første aforismesamling, der også hed "Indfald og Udfald" kom i 1945, den syvende og foreløbig sidste "Sikkerhedsventilen" i 1972. Og en ottende, har De betroet mig, ligger og venter i en konvolut med påskriften "De efterladte" - og der håber jeg den kommer til at ligge rigtig længe [Soya: jeg vil såmænd gerne sælge den allerede nu!].

Uden overdrivelse tør jeg påstå, at Deres aforistiske forfatterskab indtager en central, men besynderlig nok ikke særlig påagtet plads i Deres produktion. Det sidste er måske i grunden ikke så sært, for her til lands er aforismens ædle og fornøjelige kunst en forsømt og miskendt genre - forsømt både af forfattere, forlæggere, læsere, anmeldere og biblioteker. Medens aforismen i andre kulturlande er højt æstimeret, er den i Danmark en nærmest diskrimineret og upåagtet genre.

Fra bogtrykkerkunstens opfindelse og til dato er der her i landet ialt udgivet ca. halvandenhundrede aforismesamlinger fordelt på godt et halvhundrede forfattere. Det er yderst beskedent, når man tænker pa, hvad der i samme tidsrum er udkommet i andre genrer: romaner, noveller og digte. Men det er desværre en usminket kendsgerning, at aforismen herhjemme ikke noteres på den litterære børs og absolut ikke falder ind under bestseller-kategorien. Paradoxalt nok anses det i vore dage for fint at skrive uforståelige digte, medens det er upopulært at skrive forståelige aforismer.

Sideløbende med Deres store produktion som skuespil-, roman- og novelleforfatter har De med flid og talent dyrket denne miskendte genre. Og Deres aforismer er nok værd at stifte bekendtskab med. Som aforistiker, eller "strøtænker", som De selv siger (det har absolut ikke noget med strøsukker at gøre. I det mindste ikke når det ælder Dem.-Snarere med salt, peber og paprika) har De forstået at give Deres tanker og meninger en helt personlig og artistisk udtryksform. Jeg har engang formasteligt nok skrevet om Deres aforismer, at de var "en vidunderlig blanding af visdom og vås". Det vil jeg gerne gøre afbigt for [Soya: Det er der ingen grund til]. Jo, for de er i virkeligheden en vidunderlig blanding af visdom og vid. Det kommer vist sandheden nærmere. Naturligvis er de ikke alle pletskud, men der er forbavsende få fusere imellem. Havde De ikke skrevet andet end de syv aforismesamlinger, burde De alene dermed have sikret Dem en pæn plads på Parnasset.

"Kort for hovedet, men lang for eftertanken - det er aforismen" har Ove Fahnøe sagt i en af sine aforismer. Det er ingen dårlig definition, som jeg tror De har levet op til. Den idelle aforisme sammentrænger en sandhed, en iagttagelse, en erfaring på en uforglemmelig måde i den knappest mulige form. "
En god aforisme er en lang afhandling forkortet til en sætning" har De selv rammende sagt, og undertiden står der faktisk mere i en af Deres velskabte aforismer end i en hel kronik.

Guld har De ikke spundet på Deres aforistiske publikationer, og ingen af samlingerne har været salgssuccesser (det kan Deres forlæggere bekræfte). Den første samling "Indfald og Udfald" fra 1945 er endnu ikke - mere end 30 'ar efter - fuldstændig udsolgt. Selskabet Aforismens Venner købte for et par år siden restoplaget og ligger endnu med nogle stykker (hvis nogen skulle være interesseret!) Og samlingen "De sidste" blev i 1960 lanceret som en lotteriseddel, hvorpå køberne havde chance for at vinde en Mallorcarejse med besøg hos Dem på naboøen Ibiza, hvor De dengang opholdt Dem. Om det stimulerede salget ved jeg ikke, men bogen måtte i hvert fald igennem et par nedsættelser, før den
endelig blev udsolgt. Og spøgen er ikke blevet gentaget.

Men skal jeg forsøge at leve op til Deres eget krav om sandhedskærlighed må jeg også sige, at De
heller ikke rigtig har fortjent at få succes på Deres aforismer. De har beklageligvis været med til at nedvurdere og bringe aforismen i yderligere miskredit ved nedsættende udtalelser om den. Allerede i "Indfald og Udfald" finder man på første side disse åbenhjertige bemærkninger: "Aforismen er for mig en let og naturlig åandsform. Desværre betragter jeg den som en af de lavere". Og lidt længere nede siger De: "I min s'æls dyb finder jeg aforismeformen prætentiøs, ja undertiden ligefrem tåbelig. Men hva' - så længe der er redaktører og forlæggere, der vil honorere aforismen, så!" - ja, hvad skal man sige ... Ganske vist lyder det første bud i Deres moralkodex, at man skal beflitte sig på sandheden, men der må være måde selv med sandhedskærlighed. [Soya: Hø! Hø!].

I "De sidste" bekender De frimodigt:" Der er to former for litteratur, jeg ikke kan fordrage: strøtanker og humoristiske fortællinger." - Derfor har jeg med morgenposten sendt Dem hele to aforismesamlinger. Jeg havde desværre ingen humoristiske fortællinger ved hånden! [Soya: ja, tak, dem glæder jeg mig skam til at læse!].

Nu siger De ganske vist også i en anden aforisme: "Alt, hvad et menneske siger om sig selv er usandt." Og det bøder jo noget på det. Jeg må heller ikke glemme, at De har taget aforismen i forsvar f.ex. overfor stupide anmeldere, hvor De forsøger at føre krigen over i fjendens lejr. I "Platinkorn" står der: "En anmelder udtalte at det er prætentiøst å skrive aforismer. Det er det! Så absolut! Han har 100 procent ret. Men det er dog mere prætentiøst å skrive anmeldelser, og det er endnu mere prætentiøst å skrive bøger. Det er nemlig altid prætentiøst å skrive. Og jo mere det fylder, det man skriver, des mere prætentiøst er det." Og De fortsætter: "Det er altid prætentiøst å skrive. For har man ikke den overbevisning, at man ved noget som andre ikke ved, så skriver man ikke. I det hele taget er det jo altid prætentiøst å udtale sin mening." Jo De kan få det sagt!

"Enhver professionel strøtænker burde nu og da skydes. Ikke fordi han siger sin mening, men fordi han siger den for tit." Sådan lyder den ubarmhjertige slutbemærkning i "De sidste". Her må jeg igen erklære mig ganske og aldeles uenig med Dem. I hvert fald når det gælder Dem selv som professionel strøtænker. Gerne havde jeg hørt Deres mening endnu oftere. Heldigvis blev "De sidste" da heller ikke de sidste (forlæggeren glædede sig for tidligt!), men blev efterfulgt af endnu to aforismesamlinger.

I grunden burde vel Selskabet Aforismens Venner være mødt op her idag for at skyde Dem på grund af de grimme ting, De har sagt om aforismen [Soya: ja, værsågod!]. Nej, så let skal De nu ikke slippe. - Måske har vi, når alt kommer til alt, misforstået det hele, for De har jo også sagt: "Der hører mere begavelse til at forstå en aforisme end til at skrive den". Ét er desuden teori og noget andet praxis. Selv om De har udtalt noget mindre pænt om,aforismen, som De maske ovenikøbet efter Deres vane har sagt for at nogle skulle komme og modsige Dem, så har Deres praxis som aforistiker i hvert fald modbevist Deres teori. Med Deres aforismer og strøtanker, Deres indfald og udfald har De drysset et stimulerende og appetitvækkende krydderi over vore boghylder. Et krydderi, vi meget nødigt ville have været foruden.

Derfor har selskabets bestyrelse, dvs. Grethe Heltberg, Mikal Rode, Ove Fahnøe og undertegnede besluttet at udnævne Dem til æresmedlem. Og for at det ikke skal være løgn, har vi ladet en tegner fremstille et nysseligt diplom, som jeg beder Dem modtage som et synligt tegn på vor anerkendelse og taknemlighed.

 

---------------

         

Sig mig hva du mener om mine aforismer, og jeg skal sige dig hvem du er.

Soya