Main Menu 
Writing 

Karen Blixen 
Bibliography 
Rungstedlund 
The bird sanctuary 

   

 

 

________________
Alf Hjorth-Moritzsen

Engang i midten af 50'erne besøgte jeg Karen Blixen på Rungstedlund. Det må have været i efteråret 1956 (eller '57). Karen Blixen var i hvert fald fyldt de halvfjerds og "Sidste Fortællinger", var endnu ikke udkommet. Jeg var den gang bosat i Norge, hvor en norsk forfatter havde givet mig et brev og en hilsen med til hende. Han kunne naturligvis havde sendt det med posten, men da jeg var nysgerrig efter at opleve fænomenet på Rungstedlund og alligevel skulle til Danmark, havde jeg fået ham til at overlade mig brevet, så jeg havde en plausibel anledning til at aflægge en visit i Rungsted.

Karen Blixen tog imod i "Den grønne Stue" i sidefløjen, hvor hun sad udfor stuens ene vindue ved et klapbord, der gjorde det ud for arbejdsbord. En lav eftermiddagssol stod ind i rummet, ude fra haven og kastede et varmt skær over sceneriet. Karen Blixen gjorde undskyldning for, at hun ikke tog imod mig i den store dagligstue, hvad der sandelig ikke var nogen grund til, så hyggeligt som her var i den grønne stue. Rigtig nok et beskedent rum, men enkelt og smagfuldt møbleret, hvor støjen fra Strandvejstrafikken ikke trængte ind.

Hun beklagede sig over det gamle, upraktiske hus, der var så vanskeligt at varme op, at hun måtte fortrække fra sit arbejdsværelse "Ewaldstuen", i hovedfløjen ud mod Øresund. Hun tilføjede spøgende, at hun såmænd godt kunne forstå, at den stakkels Johannes Ewald var blevet syg og havde fået gigt, hvis han havde opholdt sig i det værelse med vinden stående ind fra Sundet. Da hun sagde "hvis", undlod jeg at bemærke, at Ewald vel neppe nogensinde havde boet i det værelse og i hvert fald aldrig havde siddet der og arbejdet, så det ikke kunne være derfra hans plagsomme gigt stammede.

Hun kom ind på sine planer om at restaurere og modernisere det primitive hus og gøre det mere beboeligt. Det var, sagde hun, absolut ikke nogen spøg at bebo den gamle, upraktiske ejendom, der var uden centralvarme og badeværelse. Måske det ældste hus mellem København og Helsingør. Om vinteren kunne ubehagelighederne være som et konglomerat af ukomfort, kulde og træk! Men hun folte sig stavnsbunden til huset, som hun bode elskede og hadede. Det var en byrde og en udfordring.

Selvforståelig havde jeg læst hendes bøger, der både frastødte og fascinerede mig, men der blev slet ikke lejlighed til at komme ind på hendes forfatterskab. I stedet for kom vi, jeg husker ikke mere hvordan, til at tale om Kelvin Lindemanns nærgaende pastiche "En aften i Kolera-året", der var udkommet nogle år tidligere under pseudonymet Alexis Hareng og vakt stor opstandelse i den litterære verden. Dønningerne var nået helt til Norge. Karen Blixen havde tilsyneladende tilgivet Kelvin Lindemann hans genistreg, men var stadig fortørnet over forlæggeren Poul Carit Andersens lidt for smarte reklame, der havde mer end antydet, at hun var forfatteren til bogen. Selv om hun havde tabt den sag, hun ved Sø-&Handelsretten havde anlagt imod forlaget, der var blevet frifundet for overtrædelse af' konkurrenceloven, følte hun stadig, at hendes navn var blevet groft misbrugt i den affære. Hendes mørke øjne blev endnu mørkere af retfærdig harme, så jeg forlod hastigt emnet, og vi talte i stedet for om Aage Henriksen, som fornylig havde været i Oslo og holdt forelæsning på Universitetet om hendes forfatterskab. Jeg havde læst hans lille bog "Karen Blixen og Marionetterne", som hun satte stor pris på, medens hun vist var knap så begejstret for forelæsnnigen, som hun havde hort en bandoptagelse af.

På en eller anden måde kom vi også ind på Johannes Rosendahl og hans Karen Blixen-bog, der netop var udkommet og havde givet anledning til en del discussion om hendes religiøse indstilling. Hun erklærede, at hun ikke var kristen, men da jeg spurgte hende, hvad hun troede på, veg hun udenom og svarede: "I hvert fald ikke på kristendommens dogmer". Døden, som for de kristne står som livets store fjende, var for hende det, der gav livet perspektiv og betydning. "Døden er ikke en afslutning, men en afrunding af livet", sagde hun.

Desværre fik jeg ikke, Som det havde været min hensigt, spurgt hende, om hun havde kendt Georg Brandes, der havde været hendes fars gode ven og haft en finger med i spillet ved udgivelsen af hans "Jagtbreve". Som litteraturhistoriker havde jeg i mange år beskæftiget mig med Brandes, men jeg havde dengang endnu ikke haft lejlighed til at læse hans dagbog fra 1925, hvoraf det fremgår, at hun besøgte ham flere gange i hans hjem på Strandboulevarden 27, og at de også havde været ude at spise østers sammen, som det kan ses af hendes breve, som jeg senere fandt i Brandesarkivet på Det kgl. Bibliotek. Georg Brandes kom faktisk til at stå fadder til hendes egentlige debut under eget navn i 1926, åtte år før de fantastiske fortællinger så dagens lys. Men det er en anden historie, som vil blive fortalt andetsteds.

Selv om jeg næsten var faldet med døren ind i huset, som en tilfældig gæst, var bun åben og elskærdig under vor timelange samtale, der nu mest fortonede sig som hendes enetale. Hun var ganske ligefrem og ukrukket. I begyndelsen havde hun virket noget træt og afkræftet, men hun livede hurtigt op, og de mørke, strålende øjne spillede og lyste i det fine, blege ansigt medens hun talte. Jeg forstod, hvorfor hun, som en Georg Brandes, kunne være i stand til at fortrylle og forhekse mennesker med sit væsens udstråling.

Hun berettede muntert om sin sidste operation på sygehuset i Hillerød, der nær havde gjort det af med hende. Der skulle ske et mirakel, for at hun kunne overleve, havde man sagt. Jeg havde såmænd ikke noget imod at dø, sagde hun, men jeg var åbenbart for stærk. jeg døde ikke, lo hun. Nej, hun var sandelig spillevende!

Efter at jeg havde afslået en invitation til te (hvad jeg siden fortrød. Karen Blixen har nok også opfattet det som en slags misforstået beskedenhed) tog jeg afsked og blev fulgt til dørs af hendes husbestyrerinde, Caroline Carlsen og hendes gamle hund, Pasop, som jeg var blevet gode venner med under besøget.

Længe efter havde jeg klangen af Karen Blixens særprægede stemme i mine øren. Et par gange tidligere havde jeg rigtignok hørt den i radion, og jeg var for så vidt fortrolig med den usædvanlige diktion fra Georg Brande's datter, Edith Philipp, der var jævnaldrene med Karen Blixen og talte den samme gammelkøbenhavnske "dialekt", som man først studsede over, men hurtigt fandt fortryllende.

Idag ville jeg give meget for at kunne gentage besøget, og jeg ville ikke sige "nej tak" til en kop te. Der var adskilligt, jeg gerne ville spørge hende om, men det er desværre forsent. Forbi, forbi, og det bliver alle historier, som H. C. Andersen trøster os. Hvis det nu ellers kan være en trøst.

Karen Bliæen var en mærkverdighet og en seværdighed, både ved sit være og ved sit væsen, ved sit liv og ved sin kunst. Hun vakte opmærksomhed, hvor hun kom frem og blev efterhånden ikke så lidt af en myte. Hendes tilgiftede baronessetitel, som hun beholdt også efter ægteskabets opløselse, var kun noget udvortes, et tribut til snobberiet. Det var den indre adel, der betød noget.

Også Rungstedlund er anderledes og noget for sig selv. Huset står der endnu, som da hun forlod det, og har sin egen personlighed. Hun har sat sit præg overalt, og man fornemmer straks man træder indenfor en atmosfære af en svunden tids kuiltur og dannelse. Hun gjorde, som professor Steen Eiler Rasmussen fint har sagt det, Rungstedlund til sin åndelige eiendom.

Kort før hun døde aflagde hun en visit hos Eiler Rasmussen, der bor i nærheden, og udtalte ved den lejlighed, at nu havde hun ikke mere, hun skulle udrette, nu kunne hun godt dø. Og hun tilføjede, at efter at hun igen var flyttet ind på Rungstedlund, havde hun glædet sig hver eneste dag over at være der. Det var en kompliment til Steen Eiler Rasmussen, der havde forestået den gennemgribende og dog nænsomme restaurering af det gamle forsømte hus.

Hendes bror, Thomas Dinesen besøgte hende en af de første dage i September 1962, hvor hun Iå til sengs oppe i gavlværelset. Efter hvad Thomas Dinesen fortalte ved begravelsen, sagde hun til ham: "Ja,jeg har jo disse slemme smerter, min ryg er snart et stort liggesår, men ellers har jeg det ganske dejligt - se nu bare, hvordan Hveen skinner i solen! Jeg ligger her i mit elskede gamle hjem, nu har jeg jo fået det ombygget og indrettet helt efter min egen smag, og jeg er stolt over, at jeg har fået sikret dets fremtid. Og så har jeg så enestående rare og flinke folk til at hjælpe mig, nu da jeg hverken kan gå eller stå. Synes du, det er mærkeligt, hvis jeg ser hele mit liv som fuldt ud lykkeligt? "

Tre dage senere, den 7. September 1962, var hun ikke mere. Men hun hører til de døde, der lever.

I litteraturen har hun formodentlig indskrevet sit navn for altid, ligesom det vil være knyttet til Rungstedlund og leve og huskes, sålænge datisk kultur og natur består.

-Are you sure, she asked, -that it is God whom you serve?
The Cardinal looked up, met her eyes and smiled very gently.
-That, he said, -that, Madame, is a risk which the artists and the priests of this world have to run !

Fra "The Cardinal's
Fist Tale"

-Den som ønsker å leve livet om igjen,
har overhodet ikke levet."