Main Menu 
Writing 
Karen Blixen 

Bibliography 
Rungstedlund 
The bird sanctuary 
    

  Rungstedlund

 

 

________________
Alf Hjorth-Moritzsen

Når man omtrent midtvejs mellem Helsingør og København, ved den store sten med "Rungstedlund", svinger op fra Strandvejen og ind foran den hvide to-længede bygning, der gjestfrit åbner sig du mod den besøgende, står man på det sted, der var nerven i Karen Blixens hele tilværelse. Her havde hun sin rod, herfra gik hun ud, og hertil vendte hun tilbage, her skrev hun de fleste av sine bøger, og her tok hun avsked med livet en efterårsdag i 1962.

Måske er De ved at være træt av at høre og læse og se mer om Karen Blixen og hendes berømmelse. Hun har jo i noen grad været genstand for en glorifisering ud over al rimelighed. Man er blevet stopfodret og overfodret med Blixen-bøger og Blixen-billeder og Blixen-litteratur for ikke at nævne Blixen-film, så mætningspunktet forlængst er nået, og man mest er tilbøjelig til opgivende at sukke "Blixen und kein Ende!", Jo, Karen Blixen Selskabets bestyrelse vidste, hvad den gjorde, da den i 1985 indstillede sin frugtbare virksomhed efter ti års forløb. Det var nok en klog beslutning.

Men Rungstedlund, med dens enestående naturpark og fuglereservat kan man vist aldrig blive færdig med. Måske er det, når det kommer til stykket, Karen Blixens største bedrift. Det være sagt med al skyldig respekt for hendes bøgers fortryllelse og visdom. Forøvrigt havde hun en indgroet aversion mod papir og tryksværte og sagde altid - paradoksalt nok - at hun ikke ønskede at blive en tryksag. Professor Valdemar Vedel skal i sin tid have hilst hende med ordene: "Der har vi forfatterinden, som ikke vil være en tryksag!"

 II

Ligesom mennesker, har huse deres skæbne. Og Rungstedlund har sin: Gennem flere hundrede år fungerede huset som kro. Allerede under Christian II fik det status som kongelig privilegeret kro, og Christian IV fornyede privilegierne imod, at kromanden skulle holde "Herberge for indlændiske og udlændiske, forskaffe dem Øl, Mad, det som gott er, Hø, Havre , Straa, Senge og Kamre, for en temmelig billig Betaling, saa at veifarende Mænd intet med Billighed haver at klage ".

Mange slags mennesker - kendte og ukendte har - gennem tiderne gæstet Rungsted Kro. Christian IV besøgte den ofte på vej til Kronborg, og hans hustru Kirsten Munk skal have holdt hemmelige sammenkomster med sin elsker, en svensk adelsmand. Griffenfeldt logerede her, inden han blev transporteret videre til sit fængsel på Munkholm udenfor Trondheim. Og den unge Karl XII af Sverige opslog sit kvarter på kroen efter invasionen og landgangen i Humlebæk. Også Holberg har, omend ufrivilligt, gæstet kroen, sådan som professor Christian Elling har påvist det.

En lærd franskmand på rejse til Sverige skrev for et par hundrede år siden, at Rungsted Kro var det smukkeste han havde set på hele turen. Bag huset, skriver han, var der en stor og usædvanlig smuk have med en høj. Haven og højen er der endnu. På højen var det, at kroens mest navnkundige gæst, Johannes Ewald sad og udødeliggjorde Rungsted i litteraturen. Ganske vist har Ewald næppe nogensinde boet på kroen. Det er i hvert fald en højst tvivlsom tradition. Ewald tilbragte rigtignok to, tre af sine mest lykkelige, eller mindst ulykkelige år, fra 1773 til 1775 i Rungsted og skrev her "Rungsteds I.yksaligheder", "Balders Død", og det meste af sit "Levned og Meninger". Men han boede ikke på kroen som myten fortæller, men i nærheden i en lille fiskerhytte, "Ewalds Hytte", der hørte med til kroen. Desværr blev den nedrevet for nogle år siden. Det var her han modtog sin Arendse "i min ensomme Hytte", som han skriver. Ewald indtog sine måltider på kroen, hvor han var tinget i kost, og færdedes i krohaven og lod sig inspirere af udsigten fra højen, som er den rigtige Ewaldshøj, medens den sakaldte "Ewalds Hoj", overfor den nuværende Rungsted Kro er en senere konstruktion. Den smukke mindesten med H. V. Bissens portrætrelief af digteren og et citat fra "Rungsteds Lyksaligheder", blev rejst i 1876, medens den gamle prunkløse mindesten, kun med Ewalds navn, står på Ewaldshøjen i Rungstedlundparkens nordvestlige hjørne, hvor Karen Blixen ligger begravet under den store bøg ved højens fod.

Rungsted Kro ophørte med at være kro omkring år 1800, og ejendommen fik navnet Rungstedlund. På den anden side af Strandvejen blev der nogle år efter bygget en ny kro, som senere blev tit Rungsted Badehotel. Tyskerne maltrakterede hotellet under og efter besettelsen, og det blev nedrevet.

I 1879 købte Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen Rungstedlund, og her blev hun født den 17. april 1885 og havde sit hjem, indtil hun i 1913 giftede sig og slog sig ned i Afrika på "Den afrikanske Farm". I 1931 forlod hun for sidste gang farmen i Afrika og rejste til Danmark, hvor hun flyttede ind hos sin mor, Ingeborg Dinesen på Rungstedlund, der skulle blive hendes hjem for resten af livet. Ringen var sluttet.

III

Efter moderens død i 1939 gik ejendommen i arv til Karen Blixen og hendes soskende. Hun blev frue på Rungstedlund, og skrev her de fleste af sine berømte bøger. I 1960 gennemgik Rungstedlund en hardt tiltrængt restaurering og modernisering, som nær havde taget livet af Karen Blixen og som gjorde hende hjemlos og vagabonderende det meste af et år. Det var med anspændelse af alle kræfter, fysiske, psykiske og økonomiske, at hun fik det gamle værkbrudne og upraktiske hus gjort til et beboeligt opholdsted, hvor hun tilbragte sine sidste leveår.

Huset havde inden istandsættelsen været uden al nutidig komfort. Det var f.ex forsynet med gamle kakkelovne, som det var lidt af en kunst at tænde op i med Rungstedlunds brænde. En kunst Karen Blixen dog selv mestrede til fuldkommenhed. Og efterhånden befandt ejendommen sig også i en noget miserabel tilstand.

Det var et i allerhøjeste grad upraktisk hus at bebo. Der var, som Karen Blixen selv, sagde, lige så meget
"Ingenmandsland" - trapper, gange og anretterværelser - som beboelsesrum. Alligevel var hun stolt af sit gamle, gigtsvage hus, der må have bevaret noget af sine hundrede somres sødme og vintres hygge. Mange gange, fortalte hun, havde hendes udenlandske gæster skrevet til hende om hendes "uforglemmelige hus". En amerikansk officer, som efter befrielsen var hendes første gæst fra den store verden skrev "Jeg har været i Deres land i tre uger uden at få noget egentligt indtryk af det. Men da De viste mig Deres hus og have, gav De mig nøglen til Danmark". Måske dog en lidt elskværdig overdrivelse.

Karen Blixen havde et slags had/kærlighedsforhold til Rungstedlund, som hun elskede, men også hadede, som den klods om benet, det var. Hun kunne fable om at nedlægge det hele, rydde bygningerne til grunden og blot udlægge haven og lunden til et dejligt reservat for fuglene, så hun selv - som en fri fugl - kunne rejse, hvorhen hun ville og indrette sig, som det passede hende.

Men dertil holdt hun alligevel for meget af det gamle hus, fordi hun var født og opvokset her. Det havde været hendes barndoms- og ungdomshjem, hvor hun havde oplevet lykkelige stunder, men hvor hun også havde følt sig som i et fængsel, og måtte arrangers et ægteskab for at kunne bryde ud.

Karen Blixen følte det som sin pligt, at bevare og modernisere Rungstedlund, og hun brugte sine sidste år og kræfter til at istandsætte det forfaldne hus.

 IV

Karen Blixen var medstifter og medlem af Det danske Akademi, og ved Akademiets møde den 25. februar 1961 udtalte hun, at hun gerne så Rungstedlund som Akademiets domicil efter sin død.

Siden 1963 har Akademiet derfor disponeret over Karen Blixens lejlighed på Rungstedlund og holdt sine møder og arrangementer der. Den gæstelejlighed Karen Blixen havde indrettet i sidefløjen har været benvttet af ademiets gæster og medlemmer, ligesom den tidligere husbestyrerinde Caroline Carlsen har bevaret sin tjenestebolig i huset, hvor hun, ifølge Karen Blixens testamente kan blive boende, så længe hun ønsker.

I efteraret 1987 kom det frem, at Rungstedlundfonden havde planer om bl.a. at indrette en lejlighed i den store og kun delvis udnyttede magasin- og ladebygning. Meningen var, at lejligheden mod -betaling- skulle stilles til rådighed for fondens formand.

Planerne gav anledning til en overraskende og voldsom reaktion i pressen, hvor fondens formand, Karen Blixens nevø, Tore Dinesen bIev udsat for nænnest ærekrænkende angreb og beskyldninger for blot at være ude på at mele sin egen kage og skaffe sig en attraktiv bolig på Strandvejen.
Tore Dinesen bor ellers meget godt, hvor han bor i Farum, men det ville naturligvis være mere praktisk, om formandetn for Rutigstedlundfonden boede på Rungstedlund og kunne holde opsyn med ejendommen og fungere som guide for besøgende, som i dag er helt overladt til sig selv.
Desuden ville lejeindtægten for boligen være et aktiv i fremtiden, når millionindtægten fra Karen Blixens forfatterrettigheder ophører med at strømme ind. Det gør de i hvert fald, ifølge ophavretsloven 50 år efter forfatterens død, dvs. år 2012.

Jeg skal ikke gå i detalier med den noget overophedede og omfattende pressediskussion, hvor det bl.a. blev gjort gældende, at Karen Blixen skulle have udtalt sig bestemt imod, at der blev, beboelse på Rungstedlund.
Da jeg besogte hende, talte hun om, at få gården gjort til æresbolig for en digter, og ifølge Clara Svendsen "Notater om Karen Blixen" (1974), havde Karen Blixen mange forskellige planer med huset. Hun tilbød det som folkebibliotek til Hørsholm Kommune, som pensionistbolig for skolelærere, som pensionat for udlandsdanskere, som museumsbygning m.m., uden at det vandt gehør nogen steder.

Til sidst havde hun, som jeg har nævnt, mest lyst til i desperation at rive det hele ned - men det ville jo have adstedkommet et ramaskrig på grund af de historiske minder og myter, der knytter sig til ejendommen.
Rigtignok indeholder vedtægterne for Rungstedlundfonden en bestemmelse om at finde "en passende anvendelse af den på eiendommen værende hovedygning til et kulturelt, eller videnskabeligt formål",
men dette formål må vel siges at være opfyldt med Akademiets tilstedværelse netop i hovedbygningen.
Planen om at udnytte kornmagasinet til en bolig for fondens formand, og desuden - hvad aviserne ikke omtalte - til en mindre møde- og udstillingssal samt et cafeteria, hvortil arkitekten, professor Vilhelm Wohlert havde givet tegning, strider ikke imod vedtægterne, hvis man da ellers kan og vil læse indenad meed forståelse.
De ambitiøse planer om en stor koncert- og foredragssal, som andre har talt om, og hvortil professor Steen Eiler Rasmussen har udarbedet tegninger, forekoniiner hielt urealistiske og ville aldrig kunne svare regning.

Resultatet af den til dels uvederhæftige og vildledende presse-kampagne blev imidlertid, at den fornuftige plan desværre blev taget af bordet. Nye planer er ganske vist under overvejelse, hvori bestyrelsen nok gør klogt i ikke at tage pressen med på råd, men gennemføre den uden gesjæftige køkkenskrivere.
I mellemtiden tager skatten løvens part af de store indtægter, der p.t. flyder ind, medens formuen decimeres i takt med inflationen.
Det er ikke rigtig i Karen Blixens ånd. Hun var et aktivt menneske, der ønskede, at der skulle ske noget.

 

-What is man, when you come to think upon him, but a minutely set, ingenious machine for turning, with infinite artfulness, the red wine of Shiraz into urine?"

Fra "The Dreamers" i Seven Gothic Tales, 1934

-Sannheten er for skomakere
og skreddere.
Vårherre som kjenner
sannheten i forveien,
har derimot en svakhet for maskeraden."